“Første gang er der en så indlevet og nærværende beskrivelse af hvor krævende angakkoq’ens færd er. Det forklarer for udenforstående den store tillid man har til, at angakkoq’ens intentioner ikke gik ud på egen vindning, til forskel fra hekseri.
Hans beskrivelse af jagten på Akilineq formidler lysten til fangerlivet klart videre til alle fra helt andre verdener end Qaanaaq.
Hans dialog ved verdens skabelse er så velskrevet som noget. Han kunne skrive til film, teater og fjernsyn så godt som nogen.
Og han rammer helt præcist lige i midten af øjet på den hæmmende, vestlige videnskabs snævre og begrænsende begreb om overtro.
Overfor den indskrænkede videnskab får han stillet den animistiske grundsætning at “alt er liv” op som en shamanistisk erfaring der er nok så plausibel. Dermed et begreb om naturen der giver den en forståelse med respekt, uden vor tids skræk og advarsler.
Ligeledes er der mange der hænger fast i en opfattelse af at Shamanisme og kristendom skal være uforenelige. Derimod giver Hivshu et eksempel, hvor hans far som shamanist har glæde af vellykket at påkalde den kristne Gud i hvad jeg ville kalde et mirakel. Sådan som jeg i Grønlandske sammenhænge har forstået, var det salmedigteren Ingemanns mening at der var plads til grønlændernes egen verdensopfattelse, og at den viste et positivt udtryk med høj overensstemmelse med kristendommen. Rink, og andre med ham, havde stor respekt for angakkoq’erne som samfundsbærere, og bebrejdede stærkt Hans Egedes nedvurdering af deres virke, og mistænkte ham for derigennem at ville tilegne sig magt. (I Japan ser det vist ud til, at shinto er baggrund for en generelt meget åben holdning forskellige religioner imellem, så samme person kan bekende sig til flere på en gang.)”
– Anders Grove
